Staten

STATEN – EN MEGALOMAN ISCENESÆTTELSE

  • Lancering: 22. januar 2025
  • Spilleperiode: 22. januar – 15. juni 2025
  • Abonnementspris: 129 kr. pr. måned – giver adgang til alle episoder i spilleperioden.

Mød STATENS borgere, se spilletider og køb abonnement på stateofdenmark.dk

 

Den 22. januar 2025 præsenterer vi vores mest ambitiøse og megalomane projekt til dato: STATEN. Over fem måneder inviteres publikum med ind i statens mange rum gennem autentiske møder med dens borgere. STATEN er iscenesat, men langt fra traditionelt teater. Den kan ikke opleves på en scene – der er ingen skuespillere, ingen storslået scenografi og ingen lineær fortælling.

STATEN skal opleves “live on location” – i autentiske miljøer og med virkelige mennesker i hovedrollerne.

Det er en megaloman iscenesættelse, der ikke blot tilbyder én historie, men mange – på tværs af steder, klasser og kulturer. Tilsammen skaber de et kalejdoskopisk portræt af staten både som konstruktion og som fællesskab.

STATEN sætter fokus på magtrelationerne mellem individ og samfund. Gennem personlige fortællinger stiller projektet spørgsmål ved, hvad det vil sige at være en del af velfærdsstaten. I en tid, hvor vi lever i ekkokamre, og samfundets sammenhængskraft udfordres af polarisering, søger STATEN at undersøge de strukturer og værdier, der forbinder os i det fællesskab, vi kalder Danmark.


En serie af episoder i byens rum

STATEN præsenteres som en serie af episoder, der udspiller sig på stedsspecifikke lokationer i København. Hver episode rummer personlige fortællinger fra statens borgere på tværs af samfundslag – herunder embedsmænd, jobkonsulenter, bankrøvere, migranter og aktivister – og spænder fra det dybt personlige til det systemiske.


Få adgang til STATEN med et abonnement

STATEN bryder ikke blot med teaterformen – den udfordrer også måden, vi oplever kultur på. Med reference til TV-serier og streaming, hvor vi frit kan zappe mellem episoder og vælge vores foretrukne historier, efterligner STATEN oplevelseskulturens præmis.
Publikum indløser ikke billetter, men tegner abonnement – præcis som på Netflix. Over fem måneder får abonnenter ubegrænset adgang til alle forestillingens episoder, der kan opleves enkeltvis eller som en del af en samlet rejse gennem statens mange facetter.

 

For yderligere information eller pressebilleder, kontakt venligst:

Sophie Hardinger
Tel +45 28197911
Email presse@fixfoxy.com

 

Produktionsteam og støtte

STATEN er en co-produktion med TOASTER, et samarbejde mellem Husets Teater og Den Fri Udstillingsbygning. Produktionen er støttet af Bikubenfonden, Statens Kunstfond, Hoffmann og Husmans Fond, Lemvigh-Müller Fonden, Knud Højgaards Fond, L. Zeuthens Mindelegat, Grosserer Andreas Collstrop og Søn Rudolf Collstrups Mindefond samt Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.

Konceptuerende instruktør Tue Biering
Dramaturg Miriam Frandsen
Co-instruktør/scenograf Marie Boye, Jonas Preben Jørgensen og Helle Kirstine Egsgaard
Producent Jovana Zoric
Rekvisitør og location scout Josefine Else Larsen
Location scout Rune Bjerre 
Produktionsassistent Ida Johannessen 

Co-producent Toaster / Husets Teater