Info

fix+foxy har produceret teater i over et årti – både i klassiske teaterformater, lydforestillinger og digitale formater. Vores arbejde er drevet af nysgerrighed og et ønske om at producere komplekse narrativer igennem legende, underholdende og tilgængelige formater, alt imens vi udfordrer fordomme, forudindtagede holdninger og misforståelser vi har om hinanden og verden omkring os.

Vi adresserer den tid, vi lever i, ved at involvere vores publikum og fortælle historier om de mennesker, som skaber vores samfund. Vi inviterer folk på scenen, som sjældent bliver præsenteret eller repræsenteret i scenekunsten, fordi vi tror på, at vi kan gøre en forskel, når mennesker mødes ansigt til ansigt.

Vi har arbejdet med psykisk og mentalt udfordrede mennesker, børn, prostituerede, flygtninge og hjemløse. Andre gange iscenesætter vi forestillinger med professionelle skuespillere – nogle gange gør vi begge dele. Ligegyldigt hvad vi gør og hvordan vi gør, er det altid med et vist overraskelsesmoment.

I 2022 modtog Tue Biering Kronprinsparrets Kulturpris.

Den selvejende institution fix+foxy har 1/1 2024 overtaget alle kompagniets aftaler, forpligtelser og værdier fra Teaterforeningen Fix&Foxy, som indtil da forestod driften.

Bestyrelse, den selvejende institution fix+foxy (CVR-nr. 44318504)
Anne-Marie Skov, forperson
Nanna Hummelmose, næstforperson
Jens Refslund Christensen, medlem

Den selvejende institution fix+foxys vedtægter kan læses her. Bestyrelsens profil og kompetencer kan læses her. Seneste årsrapport (fra Teaterforeningen Fix&Foxy) kan læses her.

Advisory board
Kristan Hessler, ekspert PA Consult
Svante Lindeburg, direktør Golden Days
Mads Pramming, advokat Ehmer Pramming
Anders Sørensen, grundlægger af Relate
Ulla Tofte, direktør Det Nationalhistoriske Museum
David Zahle, partner BIG

fix+foxy modtager driftstøtte fra Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst i perioden 2023-2026.

I maj 2022 indgik fix+foxy og Bikubenfonden et strategisk partnerskab, hvor Bikubenfonden de kommende år vil bidrage med viden og økonomisk støtte til udvidelsen af vores organisation og styrke udviklingen af vores fremtidige forestillinger.

Læs mere om partnerskabet her.

fix+foxy er også støttet af Nordisk Kulturfond.

Videodokumentationer af vores projekter er tilgængelige for research, presse og samarbejdspartnere.

Kontakt: mail@fixfoxy.com.

Kontakt

Adresse:
Arkonagade 23, kld
1726 København V

mail@fixfoxy.com

Tue Biering, kunstnerisk leder
tue@fixfoxy.com
+45 40 42 36 38

Jakob Holm, administrativ leder
jakob@fixfoxy.com
+45 25 47 01 25

Anne Balsma, produktionsleder
anne@fixfoxy.com

Annette Max Hansen, international producent
annette@fixfoxy.com

Amanda Tilia Hamelle, udviklingsansvarlig/producent
amanda@fixfoxy.com

Emilie Topp Meyer, kreativ producent
emilie@fixfoxy.com

Katinka Hurvig Møller, assisterende instruktør
katinka@fixfoxy.com

Sophia Corydon Smith, administrativ medarbejder
sophia@fixfoxy.com

Mikkel Skov Petersen, kommunikationsansvarlig
presse@fixfoxy.com

Tilmeld dig fix+foxys nyhedsbrev

HOSTAGES OF ME

Hej!
(her kan du sige ”hej” tilbage, det er føles måske en smule akavet for du kan ikke se mig og jeg kan ikke hører det, men det føles rart for mig at tænke på at du gør det)
Jeg ved ikke hvem du er.
Men det interesserer mig hvem du er.
Når du læser dette antager jeg at du er interesseret i teater, at du måske selv arbejder med teater.
Men herfra ved jeg ikke mere.

Jeg får lyst til at udfordre dig.

Hvis denne tekst var en forestilling og hvis du var publikum til denne forestilling, så ville du gennem den næste times tid opleve en række møder du aldrig har oplevet før.
Det vil være møder med mennesker der til daglig er langt fra dig selv, møder med andre stemmer og i sidste ende med dig selv.

Lad os forestille os at dette er en forestilling som handler om sådanne forestillinger.

Lad mig gøre det klart, at jeg betragter dig som mit gidsel. Naturligvis ikke i en farlig forstand, men jeg holder på dig og vi skal tilbringe noget tid sammen.
Lige nu har jeg ingen magt over dig. Du kan undlade at læse videre og aldrig vende tilbage til den her tekst. Men i teatret har jeg en særlig form for magt. Du har sværere ved at slippe. Du kan naturligvis stadig lukke øjnene og ørerne men du kan ikke gå nogen vegne. Jeg vil også sørge for at få din opmærksomhed og derfor underholder jeg dig, jeg sørger for at du nysgerrigt fortsat holder øjne og øre åbne og rettet imod det som sker.
I denne forestilling har dig i min magt i ca 1 time og den tid bruger jeg på at lade dig møde nogen af dem du ellers aldrig møder.

Men lad os begynde med forestillingen, som her begynder med en slutning…

PROLOG OM EN SLUTNING

Jeg sidder med min makker Jeppe på Hotel Opera. Vores tilflugtssted når vi skal lidt væk fra vores arbejde på Det Kongelige Teater. Vi sidder sunket sammen i nogle store læderstole og kigger tomt ud i luften. Vi er ved at sige farvel til teater. Året er 2007.

Det er i hvert fald som jeg husker det. Vi har mistet modet på at teater kan gøre nogen forskel. At vi med vores mange gode intentioner og teater fagter kan rykke på nogle af de mange ting som vi synes er åbentlyst forkerte når vi kigger rundt omkring os.
Lige i dette øjeblik er vi optaget af at mennesker stadig bliver handlet som kroppe, andre kan købe og udnytte seksuelt. Vi bor begge på Vesterbro og dagligt passere vi prostituerede og trafficked kvinder som står på gaden ned til hovedbanegården. Vi vil gerne gøre noget ved det, men vi er ikke socialarbejdere, vi er ikke politikere, vi er bare skide naive teatertosser.
Det mest naturlige for sådan nogen som os vil være at lave endnu en forestilling, hvor vi med gennemresearchet materiale om trafficking, ville lade nogle skuespillere repræsentere prostituerede og fortælle deres historie. Det ville der muligvis blive en rigtig fin forestilling ud af, men det ville endnu en gang være en forestilling som kunne bekræfte os alle i, at der er noget galt, og der er nogen der må gøre noget og så vil den være glemt igen.

Vi er ved at sige farvel til teater i afmagt over at alt det vi tidligere har lavet ikke rigtig gjorde nogen forskel, ikke rigtig satte sig nogen spor, ikke har efterladt sig nogen form for uro. Vi vil gerne være aktivister men vi ved ikke hvordan. Jeg husker det som en meget lang pause, hvor der ikke rigtig sker noget i den lille reception med tykke tæpper på Hotel Opera.

Faktisk er det ikke helt sandt. Der er en forestilling som stikker lidt ud fra bagkataloget af feel-good-no-harm forestillinger. Vi har året forinden lavet en forestilling med titlen ”Come On Bangladesh just do it!”. Vi havde på en rejse til Berlin snakket om at vi begge var optaget af Naomi Kleins ”No Logo”. En bog om out-sourcing, om hvordan den vestlige verdens virksomheder udnytter tredjeverdenslandes billige arbejdskraft og dermed kan spare op til 90% af produktionsudgifterne. Penge som til gengæld kan bruges til massiv markedsføring og skabe megabrands. Inspireret af en af disse megabrands motto ”just do it!” fik vi den tanke at vi også gerne selv ville outsource. Vi ville outsource det mest kendte og anvendte produkt fra vores egen butik, som på det tidspunkt var Det Kongelige Teater. Dramaet ”Elverhøj” fra 1828 af Johan Ludvig Heiberg er efter min mening ikke noget særlig stort stykke kunst, men det kan med god ret kaldes en kronjuvel i dansk teater, det mest spillede danske stykke og af de fleste kendt. Med Elverhøj under armen drog vi til Bangladesh og sammen med en konsulent fandt vi et hold af Bangladeshiske skuespillere. Vi skrev kontrakter med dem for en løn der var 10% af en dansk skuespiller, gav dem en dansk sproglære der skulle lære dem at sige alle replikker på dansk og tog derefter hjem igen. Et halvt år senere, 4 uger inden premieren ankom holdet til Danmark. De blev farvet hvide i ansigtet og fik kostumer fra det kongelige teaters lager på. Da vi havde sparet en masse penge, kunne vi nu under forestillingen beværte publikum med gratis drinks, give dem penge kontant, og bestille pizza til dem der havde lyst. På et tidspunkt i forestillingen blev det annonceret at publikum havde mulighed for at modsætte sig forestillingen og demonstrere ude på gaden. Nogle aftener endte de fleste publikummer ude på gaden i demonstration mens forestillingen indenfor fortsatte med at spille, andre aftener var det kun få som ville undvære drinks, pizza og cool cash. Forestillingen skabte en del omtale, for var det moralsk ansvarligt at lade skuespillere fra Bangladesh gå på scenen til en tiendedel af de øvrige ansattes løn? Højdepunktet for mig var, da en avis udtrykte sin oprigtige bekymring for, om al dansk kultur i fremtiden ville blive outsourcet og produceret i den tredje verden.

Et år senere på Hotel Opera er det måske netop forestillingen ”Come On Bangladesh just do it!” der alligevel giver os lidt mod og tro på teater tilbage igen. Den forestilling havde givet os nogle nye begreber og redskaber. ”Just do it” var et princip om at lade teatret indgå i nogle af de strukturer, som det vil pege på. En anden opdagelse var at lade publikum blive en del af problemet. At de ikke kunne pege på andre, uden at pege på sig selv.
Med de to principper begyndte en ide, om at lade publikum købe en prostitueret til at spille teater for sig. Vi ville samtidig lade en prostitueret repræsentere sig selv, i stedet for at lade en skuespiller være stedfortræder.
Ideen var simpel, men herfra bliver alting som sædvanlig meget mere kompliceret. Vi har et ret stærkt koncept men svært ved at finde ud af hvad materialet skal være. Hvad skal publikum sidde og kigge på, hvilken rolle skal den prostituerede som publikum er med til at købe spille? Vi ledte i litteraturen og i teatertekster efter forlæg, hvor sexkøb indgår. Der er mange, men problemet var at det var materiale som ikke er særlig kendt og vi havde brug for noget genkendeligt, noget som vores koncept kunne læne sig ind i. Filmen ”Pretty Woman” burde have været indlysende, men det var faktisk mere en tilfældighed og længst nede på listen. Det var for os første gang, vi brugte en film som direkte forlæg for en forestilling. Men det gav mening med det samme. ”Pretty Woman” er en af de film flest mennesker har et forhold til og de fleste af os kan afspille scener af den i vores indre biograf. En lattermild, mestendels sorgløs Julia Roberts der nok er prostitueret, men mest er en romantisk, livsglad pige, der kan optø en knudret og desillusioneret rigmand i skikkelse af Richard Gere.
Vi byggede vores eget lille teater af boligcontainere midt i prostitutionsområdet i København og herinde indrettede vi det hotelværelse som er hovedlocation i Pretty Woman.
Fra første prøvedag var det utroligt virkningsfuldt at lade hollywood-blockbuster fiktionens Vivian Ward møde virkeligheden udgave: prostituerede kvinder, oftest med store stofmisbrugsproblemer og en heftig baggrund af sexuel misbrug. Med stor hjælp fra en tidligere narkoprostitueret fik vi samlet et stort cast af forskellige kvinder som alle fik en enkelt prøve, hvor de lærte at bruge et ”in-ear” system hvor en skuespiller fortalte dem alt hvad de skulle gøre og sige. Ironisk nok elskede de fleste af de medvirkende kvinder filmen ”Pretty Woman” og nogle af dem var startet som prostitueret, fordi de havde set netop den film.
Hver aften genindspillede en af kvinderne sammen med et lille hold skuespillere scenerne fra Pretty Woman. Og hver aften efter en time, forlod hun vores teater for at fortsætte sit liv på gaden.
Vi havde en strategi om at bringe historien om forestillingen eksklusivt i én stor avis, men det blev opdaget og et formiddagsblad bragte pludselig en helsides artikel om at et suspekt teater købte prostituerede for statens penge. Der gik 24 timer så ringede der journalister fra samtlige danske medier og snart er det også CNN, BBC, tysk presse m.fl. Vi befandt os godt i rollen som skurkene og valgte ikke at udtale os, og historien fortsatte og nu begyndte politikere også at tage stilling til det. Der blev talt om at det var uansvarligt og at det var at udnytte og udstille svage mennesker, som ikke er i stand til at vælge selv.
Da vi fortæller de medvirkende kvinder om den beskrivelse, bliver de rasende, de vil hverken ses som svage eller som ude af stand til at vælge. De vælger flere gange dagligt i nogle meget mere grænseoverskridende situationer. De er trætte af velmenende beskyttere der taler ned til dem.
En af de medvirkende kvinder fortalte at det var sådan nogen som mig, som dagligt går forbi sådan nogen som hende på gaden, der sårer allermest, når vi slår blikket ned og lader som om hun ikke eksisterer.
Det hun sagde var ret afgørende og har været baggrunden for meget af det vi senere kom til at lave. Når vi har rettet blikket mod mennesker som vi normalt ikke ser på og tvunget os til at se dem lige i øjnene.

Med Pretty Woman oplevede vi at vi havde skabt noget der var langt større end teater. På trods af at alle forestillinger var udsolgt, var der ikke plads til så mange i vores lille interimistiske teater og det var få der faktisk så forestillingen. Til gengæld var der utrolig mange der kendte til den, fordi den blev diskuteret i alle medier i ugevis og de fleste havde været nød til at tage stilling til om det var ok at købe et andet menneske – i det her tilfælde til at spille Vivian Ward, i en teaterforestilling. Det var en absurd og interessant diskussion der udstillede problematikken om prostitution på fornem vis.
Vi havde ikke ændret verden, men vi havde fået lysten og troen tilbage på vi kunne skabe nogle møder mellem publikum og nogle mennesker vi sjældent ser i virkeligheden på en scene.

MELLEMSPIL – FIXET

Når vi alligevel ikke sagde farvel til teater, men der nu var blevet tændt en lille gnist af ambition om noget nyt, så skulle barnet også ha et navn. Vi drømte om at være et kompagni som stak ud, var noget helt andet og alligevel en cool cat. Listen med de mange ideer til navne er bortkommet men jeg husker at vi i en periode seriøst overvejede at kalde kompaniet ”skatteyderne betaler” eller ”Dødbringende Nunchaku”. Til alt held blev vi mere optaget af at finde noget der kunne beskrive hvordan vi arbejdede. Den tyske instruktør Frank Castorf havde i et interview sagt at han syntes teater skulle være ”politisch aber sexy” og det lød lidt som den samme opgave vi var på. Vi ville gerne være med til at ændre på noget, fixe ting men helst på en måde som var cool, som var let tilgængelig. Så FIX&FOXY blev både et navn og beskrivelsen af nogle redskaber vi ville anvende. Lidt ligesom navnet på et byggemarked til mennesker der også vil ha det sjovt. Vi så det som teater man kan bygge derhjemme, af de ting man lige har ved hånden i et børneværelse.
Med FIX&FOXY skulle vi det, vi ikke kunne andre steder. Hvor vi kunne tænke teater, aktivisme, kunst. Med stor risikovillighed og uden frygt for at mislykkes.
Vi ville være et kompagni som hver gang samlede en ny gruppe kunstnere og udfordrede og undersøgte nye formater.
Året var 2008 og nu var FIX&FOXY kommet til verden.

1 DEL

POPULÆR KULTUREN SOM GENVEJ

En anden erfaring fra Pretty Woman, der skulle få stor betydning for os var oplevelsen af hvor effektivt det var at arbejde med et film oplæg som alle kendte. Når man kunne tale ind i en fiktion som var så stor en del af vores kollektive hukommelse. Vi havde været vant til at arbejde med teater tekster men måtte erkende at film har langt større genkendelse hos folk.

TV-serien Friends kender de fleste. Det er måske den mest sete sit-com i verden. Og mange generationer har et næsten venskabeligt forhold til de seks mennesker der gennem 10 sæsoner sidder i nogle pastelfarvede lejligheder i New York og prøver at få deres liv til at fungere. Til gengæld har vi svært ved at forbinde os med de mennesker som sidder i asylcentre rundt omkring os. Mennesker der ligesom Rachel, Chandler, Phoebe osv. også sidder og venter på at deres liv skal gi mening. Det eneste jeg kendte til asylansøgere, var dokumentarprogrammer og artikelserier hvor de oftest var afbilledet i sort/hvide billeder, dybt traumatiserede og tomme i blikket. Var det muligt at skabe den samme tætte forbindelse til asylansøgere, som det var med karaktererne i en amerikansk sit-com – og måske endda skabe følelsen af at være venner med dem.

Med et stort cast af asylansøgere skabte vi i en periode hver aften et nyt afsnit af FRIENDS – AND THE ONE WITH THE ASYLUUM SEEKERS. Vi lavede et studie med kameraer, scenografier fra de kendte locations fra serien og publikum blev instrueret af en vært i at være live-studio-audience til dagens live-indspilning. De medvirkende som kom fra mellemøsten, dele af Afrika, Østeuropa, og Asien, havde samme dag 4 timers prøver på aftenens afsnit og hver aften ankom nye kendte danske gæstestjerner som medvirkede i mindre roller. Det var genkendeligt og trygt for publikum at være i Friends-familien, og vi kunne sidde og grine af deres fjollede harmløse problemer med venskaber, arbejde, kærestesorger og kabel TV. Alt sammen spillet af et cast af mennesker med baggrund i krig, forfølgelse, ekstrem fattigdom mm.
At det var sjovt at lave og at det var fantastisk at se de medvirkende befriet for daglig meningsløshed, at grine med dem og lære dem at kende var en ting, men at de gennem en pjattet populær kulturel klassiker tog en smutvej ind i vores bevidsthed og gjorde anstanden mellem os kortere var fantastisk.

DET UBEKVEMME MØDE

Vi har nu slået os på popkulturelle klassikere fra Hollywood og vi vil fortsætte arbejdet med at gøre afstanden til nogle mennesker vi ikke kender kortere. Vi er også blevet besat af at opsøge de ting vi ikke forstår, som vi undrer os over. Vi vil samtidig også gerne begynde at udfordre nogen af vores egne fordomme.
Det er let nok at foragte sexturisterne der tager til den anden side af jorden for at finde noget de ikke kan finde her. Men hvad er det de søger og er det noget som jeg selv har brug for i mit liv.

“I will do anything to make you happy”
Ping Pong, Love Theatre

Egentlig ville vi have foræret publikum en flybillet til Thailand og lade dem gå i sexturistens fodspor. Vi sad og regnede på tallene og var overbevist om at kunstfonden nok ikke så den samme gode ide i det. Alternativet var købe og flytte en lille del af Thailand til Danmark. Efter en del research og skypesamtaler tog vi til Thailand og lavede casting med en del Thailandske sexarbejdere. Blandt dem som var til casting var Ping Pong som havde betjent mange tusinde forskellige kunder og mente hun kunne huske dem alle. Hun kunne i detaljer fortælle historier om de triste, de kærlighedssøgende. Dem der bare ville have lov til at tegne hende, eller back-packeren der kun ville spille guitar og synge for hende. Hun fortalte at hendes arbejde i stor grad var at hjælpe mennesker, at gøre dem lykkelige.
Efter en del sværdslag med de danske immigrationsmyndigheder ankom Ping Pong nogle måneder senere til Danmark og med ting vi havde købt i Thailand og anskaffet fra hoteller på rejsen, genopbyggede vi et hotelværelse minutiøst i 1:1 efter mange af de research billeder vi havde taget på sexarbejdernes arbejdspladser. Selv temperaturen, luftfugtigheden og lugten af Thailand fik vi genskabt i rummet. Som en lille lukket kapsel af Thailand.

Til forestillingen LOVE THEATRE var der plads til 10 publikummer, som kom ind og sad op af den ene væg i hotelværelset. Ping Pong tog imod og fortalte nu en historie om hver af 10 forskellige vesteuropæiske kunder hun havde haft. Hver publikummer blev hver for sig inviteret op på scenen og iscenesat som en af disse kunder. Man fik de replikker som kunderne havde sagt til hende i en enkelt re-enactment af situationer som var akavet, rørende, voldsomme og kærlige. Alle situationer båret af Ping Pongs dybe forståelse for at finde det, der kunne gøre det pågældende menneske lykkelig.

Et fænomen man umiddelbart tænker er frastødende fik nye perspektiver og måske kunne man se sig selv i nogen af dem Ping Pong har mødt.

Publikum har helt naturligt altid fået en rolle i vores forestillinger og vi var efterhånden ved at specialisere os i at skabe møder mellem publikum og mennesker de kun har stereotype forestillinger om. Et møde som umiddelbart ville virke ubekvemt, men som vi gør lette at træde ind og sjove at medvirke og indleve sig i.
Det bliver tydeligere for os at det er grundstoffet i vores arbejde, at skabe møder. Noget som er helt særligt for teatret og noget vi kom til at tage længere endnu.

VILJENS TRIUMF

Den er kaldt Verdens største film. Verdens smukkeste film. Og Verdens farligste film.
I dag er der er ingen tvivl om at VILJENS TRIUMF af Leni Riefenstahls fra 1934 er nazistisk propaganda. At den også er vanvittig smuk og dengang var til stor inspiration for Hollywood, Walt Disney og at festivalen i Cannes dengang hyldede den, er sværere at indrømme. Vi ville gerne finde ud af om man kan elske en film og dens skønhed, når den samtidig bærer på et politisk budskab der havde katastrofale konsekvenser.

Vi ville genskabe VILJENS TRIUMF scene for scene. For at genfinde fascinationen og begejstringen, der engang var for den film som senere er blevet hadet og forbudt. Vi havde på det tidspunkt et cast på 4 skuespillere, men i løbet af kort tid inden prøvestart sprang tre af dem fra, fordi de havde fået bedre tilbud. Nu stod vi med én skuespiller, en liveproducer, to kamerafolk og en film hvori der oprindelig medvirkede 1.000.000 mennesker. Det var tydeligt at denne ene skuespiller havde brug for hjælp. Han ville ikke kunne klare det selv. Han ville ha brug for hjælp fra publikum.
Nu var vi nødt til at være særligt kreative og det viste sig at være heldigt for vores første ide var nok slet ikke så god alligevel.

I forestillingens begyndelse forklarer skuespilleren publikum at han gerne vil genskabe VILJENS TRIUMF. Med miniature modeller bliver første scene som er en flyvetur ned gennem skyerne til byen Nürnberg live-filmet. Publikum ser det der bliver filmet på et lærred. Men allerede i den næste scene er der et problem. Der medvirker en masse mennesker som skal tage i mod de politiske delegerede. Skuespilleren spørger om publikum vil hjælpe ham. Det er meget enkelt for de skal bare rejse sig og flytte de bænke de sidder på væk. De skal bare kigge på skuespilleren og hilse på ham når han går forbi. Den ene skuespillers hjælpeløshed overfor så overvældende et projekt giver naturligvis alle lyst til at hjælpe og med de rette kamera vinkler ser vi hvordan scenen bliver skabt og vi ser os selv stå og vinke, krydsklippet med ankomsten af skiftesvis Hitler, Göring og de øvrige, alle personificeret af skuespilleren der står foran en greenscreen. Det er sjovt og meget harmløst og nu kommer der en scene med endnu flere mennesker og alle hjælper igen beredvilligt med. Gennem 3 timer medvirker publikum som Hitler jugend der laver gymnastik, stormtropper der marchere i formationer, der er natte scener med hygge omkring bålet og der bliver drukket øl og sunget lejrbålssange. Alt sammen for at skabe de rigtige billeder til filmen og beundre billedernes æstetik og genkende den glæde og det kammeratskab de må ha følt dengang. Hen imod slutningen kører skuespilleren en stor vogn med støvler ind. Nu får alle publikummer støvler på og begynder at marchere i forskellige formationer. Vi oplever nu hvor fedt det er at marchere i takt, at gøre noget sammen, at finde det fælles fodslag. Vi har helt mistet kontakten til den egentlige kontekst. Til sidst, sætter vi os ned igen og nu er vi dels et publikum til den sidste del af forestillingen, og dels er vi delegerede der sidder i den sidste afsluttende del af den nazistiske partikongres i Nürnberg og overværer de historiske taler af Hitler, Göring, Speer mm. På dette tidspunkt klapper vi og jubler når vi får besked på det. For vi er revet med og vi vil gerne gøre det godt.

Med VILJENS TRIUMF genskabte vi ikke kun filmens billeder men også noget af dens manipulation og den smittende glæde og entusiasme der er ved at gøre noget sammen.

Der tegner sig et billede af at publikum gentagende gange bliver taget dem som gidsler og kærligt udfordret i forskellige møder med andre eller sig selv og ført nye steder hen. Vi kalder det på det her tidspunkt stadig for ”oplevelser” men senere går det op for os at det er ”indlevelser”. Publikum skal ikke sidde på afstand og opleve. De skal helt tæt på, helt ind og indleve sig.

UDKANTEN

Du sidder nu i en bil. Du kører rundt i mørket i et landskab du aldrig har været i før. Din chauffør og dine tre andre medpassagere siger ikke så meget. Efter en lang pause begynder personen der kører jer dybere ind i mørket, at fortælle om sit forhold til en karakter i TWIN PEAKS.

Vi ville lave en forestilling som handlede om hvordan vi ser på mennesker som befinder sig i udkanten af vores mentale periferi. Hvis du går hen og spørger et tilfældigt menneske om hvor du kan finde nogle lidt tossede typer, de ”anderledes”, så vil vedkommende altid ha en ide om hvor det er. Det kan være naboen, eller det kan være nabobyen eller tosserne i den anden ende af landet. Og hvis du nu opsøgte de ”tosser” og spurgte dem det samme spørgsmål, så ville de med stor sandsynlighed også have et ganske godt bud på hvor ”tosserne” boede. I ganske få tilfælde ville de måske pege på sig selv, men det har jeg ikke oplevet endnu.
Vi ville bringe publikum til et område, hvor der var en generel historie om at det var de lidt tossede mennesker der boede her. Vi ville med David Lynchs kult-gyser serie som genkendelig reference finde Twin Peaks i et område af Danmark.

Hvis jeg spurgte dig hvilken karakter du er i Twin Peaks, så vil du godt kunne finde en. Hvis du ikke kunne, så vil jeg på kort tid kunne gøre det for dig. For ligesom så mange andre gode serier, så er der en stor diversitet og en stor repræsentation af forskellige typer og personligheder. Derfor var det ikke svært at finde et stort cast, hvor alle kunne identificere sig med en af rollerne fra serien og med nogle af temaerne.
Der var kriminal-efterforskeren der havde arbejdet i politiet gennem 30 år og opklaret mordsager. Der var en ung fyr der som Laura Palmer levede i en grænseoverskridende og søgende ungdomskultur af sex og stoffer, som forældrene ikke vidste noget om. Der var psykiateren der havde arbejdet med psykopatiske mordere og haft en sag med en der spiste sin egen kæreste. Der var moderen, der konstant var bekymret for sin datter når hun ikke er hjemme og der var parret som lever i et hus som er hjemsøgt. Og der var mange, mange flere.

Som publikum er du mødt op i et gammelt forsamlingshus. Du er der sammen med 31 andre mennesker og nu ankommer otte chaufører. Du bliver udvalgt af en chaufør og sammen med 3 andre af publikum bliver du kørt et sted hen. Måske har du fået en ung chaufør som under køreturen fortæller at han har kørt galt 23 gange før, fordi han ofte kører beruset. Han fortæller at 2 af hans andre venner er døde i trafikulykker i området. Efter 20 minutter bliver du sat af et sted i mørket og bedt om at gå hen og ringe på døren til det hus du står foran. Du bliver inviteret ind hos et nyt menneske og her møder du måske en der fortæller dig om hvordan det er at være ”tossen” i byen. At blive mobbet i lokalsamfundet. Du får serveret damn good coffee og set på samlingen af fugle, som der her bliver samlet på. Efter tyve minutter bliver du lukket ud i mørket igen og samlet op af en ny chaufør. Et nyt menneske, en ny historie, fra personens eget liv. I tre timer bliver du skiftevis samlet op, kørt rundt og sat af et nyt sted og du møder en hel masse mennesker med historier du aldrig kunne have forestillet dig. I løbet af en lang aften begynder du langsomt selv af føle dig som en del af området og dets mennesker.

Selvom du ikke kender den originale serie Twin Peaks, så ville du føle at du kendte den efter at have oplevet forestillingen VELKOMMEN TIL TWIN PEAKS. Og måske er din mentale grænse blevet rykket en lille smule.

2 DEL

VENDEPUNKT

Keder du dig?
Er det svært at leve sig ind i alle de her forestillinger? Jeg håber det giver mening og at der begynder at tegne sig et mønster. Vi har ikke nogen metode. Hver gang vi laver en ny forestilling er det som at bygge en ny maskine. Der er stor forskel på at skulle opfinde en logistik til 8 biler der skal passe i sammen på sekunder og på at caste en Thailandsk prostitueret og overbevise myndighederne at hun ikke tager arbejde fra danske skuespillere. Men hver gang prøver vi at fixe det på en foxy måde. Og selvom vi ikke har en metode, så er der alligevel noget der går igen. Ubekvemme møder, publikumsdeltagelse og så sker der altid noget uventet på et eller andet tidspunkt.
Og lige nu på det her tidspunkt i forestillingen om forestillingerne er der brug for et vendepunkt. I forestillingerne plejer det at være et nyt menneske som ankommer eller en tilståelse som vender op og ned på det hele.

JEG HAR LØJET FOR JER ALLE

Vi har lavet mange forestillinger som er inkluderende, som sætter de mennesker vi normalt aldrig vil se eller som vi gemmer væk, op på scenen. Jeg har set mig selv som et meget rummeligt menneske som vil kramme alle. Men jeg har løjet hele tiden.

For der er mennesker som jeg ikke kan rumme, som jeg ikke vil ha ind i mit teater og som jeg behændigt har undladt at se i øjene og hellere foretrækker at karikere og parodiere på afstand. Jeg er ikke slet ikke det rummelige menneske jeg påstår og jeg opdager nu at jeg selv står i min egen blinde vinkel. Kunstneren der hykler sig til en rolle som den rummelige.
Vi havde været opsat på at lave forestillinger med alle de andre mennesker. Sat dem op på scenen og ladet dem fortælle deres historie. Men nu var turen kommet til os selv.

ROCKY var en forestilling om kunstneren og den selverklærede humanist, der elsker at heppe på taberne. En skuespiller står på scenen og forklarer om sin kærlighed til filmen Rocky fordi han elsker historierne om at taberne kan rejse sig og mod alle odds vinde respekten og vores kærlighed. Men hvad sker der når taberne ikke ønsker vores kærlighed. Når de er trætte af at være rekvisitter i en historie som altid bliver skrevet af os der har taget retten til at skrive.
Rocky er forestillingen om kunstnerens selviscenesatte rummelighed som bliver udfordret når en taber som Rocky bliver højreradikaliseret og ender som politiker. Det er venstrefløjens mareridt at krammedukken ender med at slå fra sig og ender med at sidde på magten. Det er kunstnerens mareridt at miste alle privilegierne og taletiden og magtesløs se til mens at verden drejer til højre og Rockyerne tager scenen.
I ROCKY ender skuespilleren med at hænge sig selv op i en kæde. Som en død gris, med hovedet nedad, hænger han der, som en sidste selv iscenesættelse som offeret. I det mindste kan han overtage privilegierne ved at spille rollen som taberen.

Indtil det øjeblik var det en forestilling hvor publikum gysende kunne indleve sig historien om Rocky men forestillingen sluttede med endnu en scene da et medlem af Dansk Folkeparti træder ind på scenen og beskriver hvordan hun oplever forestillingen og hvordan hun opfatter verden. Her blev Rocky til virkelighed og her blev teatret besøg af dem som vi i FIX&FOXY og de fleste af publikum aldrig har rummet.

MOD ALLE ODDS

Skæbne har altid optaget mennesket. Er der allerede spundet en livstråd, er der en højere magt der har lagt kortene for os. I dag er der nogle andre ord for det: nedarvede privilegier og miljø-fremmende kapital. Statistik har utvetydigt vist os at vores samfund er indrettet så vi med stor sandsynlighed kan forudse vores børns fremtid, ud fra deres socioøkonomiske baggrund og den geografi de vokser op i.
De fleste af os kender statistikkerne og vi kan intellektuelt forholde os til det. Men hvordan kan vi omsætte det, så vi kan føle uligheden i tallene.

MOD ALLE ODDS var en forestilling hvor 22 børn i alderen 11-12 år, med den statistisk repræsentative bredde fra overklasse til underklasse, gik på scenen og udspillede deres personlige statistiske fremtidige liv. I første omgang lærte vi dem alle at kende. De optrådte som individer og bevægede sig ind og ud af statistikkerne for børn i 12 års alderen. Hvem har indlæringsvanskeligheder, hvem sover dårligt om natten, hvem har forældre med økonomisk vanskelig baggrund, hvem tilbringer meget tid med sin familie, hvem er psykisk udfordret. Alt sammen og meget mere faktorer som anvendes til at kunne sige noget om deres fremtidige skæbner.
Anden del af forestillingen følger vi statistikkens brutale scenarier og følger dem som forskellige samfundsgrupper og som individer. Dem der løber lige igennem uddannelsessystemet og er sikret en plads på jobmarkedet, dem der havner i stofmisbrug og kriminalitet, dem der ender i ufaglært arbejde og dem der aldrig finder et trin eller noget at holde fast i og ender på bunden af samfundet. Med kynisk ro skubber statistikkerne dem gennem deres liv til deres sidste dag hvor de lægger sig én for én ned på scenen, nogle tidligt, andre sent. Tilsidst ligger 22 statistiske skæbner tilbage og har forladt livet i hver deres mulige fremtid.
Det var svært ikke at blive rørt og oprørt og magtesløs. I dette tilfælde var publikum hensat til rollen som betragter uden mulighed for at springe op og kunne gøre en forskel. Der var ingen formildende, teatrale omstændigheder.

ARRET

Du har nok for længst opdaget, at der ikke er så meget feel-good no harm drama indtilvidere. En journalist har engang fortalt at det hver gang føles som om man får tæsk, når man går ind og ser vores forestillinger. At det kan være ret hårdt og tage lang tid at komme sig over.
Det er bestemt ikke vores intention at du skal være bange for os. Men vi vil gerne give dig et ar. Naturligvis ikke et rigtigt ar. Men vi kan godt li at tænke på at skabe noget der blive hængende. Ligesom når man kigger på et ar, og det vækker stærke minder og en klar erindring om hvordan og hvornår det skete. Det må godt gøre ondt at gå ind at se vores forestillinger. Det må godt efterlade et stærkt indtryk.

REPRÆSENTATIONEN AF OS

På scenen står syv sydafrikanske skuespillere. De skal fortælle en historie om migration. Om hvordan sult og fattigdom tvinger millioner af mennesker til at flygte fra hjem og land for at søge lykken i det fremmede, der hvor rigdom og muligheder findes. De står på scenen og kigger på os, de kunne godt ligne nogen der repræsentere de mange migranter der flygter ind i Europa fra det nordlige Afrika, væk fra håbløs fattigdom i håb om at finde en bedre fremtid.
Forestillingen begynder nu med at de alle syv maler sig hvide i ansigtet, for forestillingen DARK NOON handler ikke om dem, den handler om os. DARK NOON inviterede publikum ind i historien om hvordan millioner af Europæere fra 1850’erne flygtede til det forjættede land af guld og honning. Om hvordan desperation og en udsigtløs fremtid drev dem ud i et vanvittig anslag mod en ukendt skæbne.
Det er historien om vesten fortalt som en western. På en stor scene af rød, tør sand, følger vi mennesker som gennem forestillingen bygger en by og skaber en drøm om noget bedre, en drøm som måske kommer til at vokse sig større end mennesket der drømmer den.

Et år før var vi taget til Johannesburg for at finde et cast til forestillingen. Vi var taget afsted med ideen om at lave en forestilling om det Afrika som vi ikke vidste så meget om men som alligevel hele vores liv havde fyldt meget i vores bevidsthed. Vi ville samle et hold af skuespillere som kunne fortælle os historien om Afrika, på deres måde, men med en simpel konceptuel ramme: de skulle fortælle den i et western narrativ, ud fra tanken om at western filmens dramaturgi og karakterer er letgenkendelige og let aflæselige og en måde at skabe en relation til noget som er så langt væk.

Efter at have samlet et hold af fantastiske spillere sammen med vores med-instruktør koreografen Nhlanhla lavede vi en del workshops hvor vi undersøgte relationen mellem det sydafrikanske samfund og westen universet. Der var mange ting der gav mening men jeg fik en snigende fornemmelse af at jeg selv var ved at reproducere en figur, jeg ikke brød mig om. Her kom vi og bad dem om at fortælle om sig selv. Sådan som det er sket mange, mange gange før. ”Fortæl mig en historie fra Afrika.”
Efter nogle dage med den fornemmelse, startede jeg en prøve med tøvende at introducere den tanke, at i stedet for at fortælle deres egen historie, så skulle de fortælle min historie. Jeg var ret usikker på om det var helt forkert at foreslå, men det var med det samme, som om alle blev lettede. Holdet af skuespillere var enige om at det var første gang de var blevet inviteret til at spille ”de andre” og en ny energi og et meget mere nysgerrigt arbejde begyndte.
Det var en stor tilfredsstillelse at vende magtforholdet og det var interessant at se hvordan den omvendte repræsentation åbnede op for en hel del muligheder, at vi gennem andres repræsentation af ”os” blive klogere på sig selv.

Uden at vide det, viste det sig i løbet af processen at western-film havde haft en stor personlig betydning for alle de syv medvirkende sydafrikanere. Forestillingen slutter med at de hver især fortæller om deres relation til westerns. De fleste er vokset op med amerikanske western-film som meget dominerende genre og som har været introduktionen til våben i de fattige townships. Rigtige våben blev håndteret som man havde set det cowboys gøre på TV.
Der var pludselig en dybereliggende grund til at disse syv mennesker med et bittert bekendtskab med genren skabte en western om os, for os.

KATARSIS

”Jeg har fået af vide af min psykolog at jeg skal gemme nøglerne til mit våbenskab, når jeg har det sådan…”

Det var egentlig meningen at lave en tidsmaskine. Vi ville filme en gruppe soldater før de blev udsendt i krig. Filme dem under krigsdeltagelse og nogle år senere sætte dem på scenen og lade dem tale med deres fortidige jeg. Ideen om at skabe en samtale mellem et jeg som endnu ikke ved hvad der skal ske og et jeg som befinder sig i fremtiden efter at have deltaget i en livsforandrende situation var fascinerende. Da konceptet blev undfanget deltog vi i krigen i Afganistan men da vi skulle til at caste, var Danmark på vej ud af krigen. Vi deltog ikke i nogen krig og i et anfald af kunstnerisk narcisisme kunne man næste ha ønsket vi havde været i krig. Selvom vi kunne ønske os mere indflydelse på politiske beslutninger var det dog ikke lige den kamp det gav mening at vinde.
Vi var nødt til at ændre vores koncept, men ville gerne bevare ideen om tidsmaskinen og derfor valgte vi at vende tiden om. I stedet for at tale ind i fremtiden, så var det måske muligt at tale ind i fortiden.

Tanken var at lade krigsveteraner, som var skadet, se tilbage i tiden og prøve at genskabe det menneske de var før at deres liv blev knust. Vi fik kontakt til en hel del veteraner, men kendetegnende for dem vi snakkede med var at de var dybt skadet og levede med PTSD, som ofte gør at de lever isoleret fra andre mennesker og i højeste grad gør dem ude af stand til at stå foran et publikum. Efter flere gange at miste modet på projektet var der endelig nogen der havde lyst til at medvirke og kaste sig ud at genbesøge fortiden og møde dem de var engang.

Med filmen Deer Hunter som dramaturgisk skabelon fortalte de om det liv der var før de mange udsendelser, om de tanker og ambitioner de havde. Om udsendelsen og de ting som gjorde at de senere hen er brudt sammen og blevet knust. Og om den lange vandring de har været på for at samle nogle af stumperne sammen for at kunne komme videre. Det var ikke muligt at blive et helt menneske for nogen af dem igen og den erkendelse har været den største og mest smertefulde.

Forestillingen blev en helt anden end vi havde forestillet os. Vi havde frygtet at det blev endnu en forestilling om krig, men det blev langt mere. Det var med My Deer Hunter at jeg for første gang forstod og oplevede hvad Khartarsis i de græske tragedier kan. At vi ved at se på og indleve os i andres voldsomme smerte og eksistentielle kollaps bliver renset.

DET KRÆVER UDSYN FOR AT FÅ INDBLIK. / OUTLOOK TO GET INSIGHT

Pandemien har naturligvis påvirket os og har haft gennemgribende konsekvenser for vores arbejde i FIX&FOXY. I tiden før havde vi snakket meget om at vi ville begynde at bruge de digitale muligheder der var for at være i kontakt med andre mennesker rundt om i verden. Vi var blevet trætte af at rejse og synes heller ikke det klædte vores aftryk på klimaet. Var der en måde vi kunne arbejde internationalt uden at skulle flytte os rundt i verden.
På det tidspunkt var der ikke så mange platforme. Der var Skype og google og Microsoft udviklet nogle muligheder, men det virkede ikke så anvendeligt og jeg må indrømme at jeg sad og ventede på at noget skulle ske for at teknologien blev lettere til gengængelig.
Så kom pandemien og vi var alle nød til at omstille os og nu var det nødvendigt at blive digital superbruger.

Vi skabte Avatar Me som i al sin enkelthed er en 1:1 digital forestilling, hvor du for et øjeblik bliver et andet menneske i verden. Du får et link og nu sidder du foran din computer og på din skærm styrer du et andet menneske der live befinder sig et andet sted i verden.
Du er en kvinde i Johannesburg, Sydafrika og kan ikke gå udenfor din dør men du bliver nød til at købe ind. Eller du er født som mand i Brasilien, men tager kvindelige homoner og oplever at blive jagtet gennem gaderne af mennesker som råber nedsættende og truende.

Flere publikummer har sagt at de oplevede noget mere intimt og nærværende end de nogen sinde havde oplevet i teatret.

På samme måde føler jeg at jeg har en tæt tilknytning til alle i castet efter ugevis af prøver, uden at vide om jeg nogen sinde kommer til at møde dem i virkeligheden.

DET ULTIMATIVE MØDE

Vi har nu gennem årene arbejdet med alle vores blinde vinkler. Vi har inviteret alle op på scenen.
Vi har arbejdet med de sårbare, dem der sjældent får en stemme, dem som er overset, og også dem vi er uenige med.
Men der er nogle, som sådan nogen som mig, altid ser som de onde, dem der virkelig er skyld i tingenes tilstand. Dem der har skabt ubalance i systemerne. Vi har skabt mange repræsentationer af dem, men aldrig mødt en af dem selv eller givet dem plads på scenen. De er meget eksotiske og holder sig også for sig selv eller sammen med andre der ligner dem. Det er samfundets allerrigeste.

Vi ville lave en forestilling om hvor udsat en position det er at være rig. Vi ville invitere de rige ind og anmelde vores mange forestillinger om dem. Hver aften trådte en meget rig person ind på scenen. Nogle er gode for 30 millioner, andre for mere end en milliard. Fælles for dem alle er at de ikke vil optræde offentligt i medierne, men at de gerne vil træde ind på en scene og møde et publikum i øjenhøjde med og fortælle om deres oplevelse af at være særligt privilegeret og være distanceret for resten af samfundet.
I forestillingen VI DE 1% indleder en skuespiller en koreograferet dialog med den rige og prøver at få vedkommende til at leve op til vores forestillinger om rige mennesker. En installation af den riges verden bliver bygget op omkring dem, med designer møbler, hummer, champagne og overklassens symboler. Til sidst er den rige fanget i vores forestilling om dem. Dog viser det sig at den rige også er et menneske som man kan fatte sympati for og derfor skærpes situationen ved at en hjemløs træder ind på scenen. Et møde mellem samfundets alle fattigste og allerrigeste er et meget sjældent møde og man kan se hvor ubekvemt situationen er for den rige. Senere ankommer flere hjemløse, stofmisbrugere, kriminelle, gældsatte. De indtager scenen og trænger sig ind på den rige. Da de til sidst overtager det lille reservat og fjerner alt for øjnene af os og den rige, er det med replikken fra skuespilleren ”sådan nogen som os elsker at se sådan nogen som jer bliver trukket gennem sølet og komme ned på niveau med os andre.”
Vi har fået hvad vi ville og vi har med glæde kigget på indtil en live-video fra Moldova blænder op på bagvæggen. Her sidder en familie i et køkken og begynder nu at spørge publikum om hvordan vi har det med at være meget mere privilegeret end dem, at være blandt de 1% af verdens rigeste og om hvordan vi vil ha det med at miste vores privilegier.

Forestillingen handlede endnu engang ikke om dem der var på scenen, men om publikum som nu var sat i den ubekvemme situation at være de privilegerede.

DEN SIDSTE AKT

Nu er forestillingen om de forestillinger med mennesker du måske aldrig har mødt før, ved at nå sin slutning. Og ligesom alle disse forestillinger, så er der heller ikke nogen rigtig slutning. Der er ikke nogen morale. Det kendetegnende for alle forestillingerne er at du som publikum sidder tilbage med en del spørgsmål som du selv må svare på.
Vi har muligvis givet dig et problem. Noget du tumler med. Vi kalder det, du står i lige nu for ”den sidste akt”. Den der udspiller sig fra du forlader forestillingen og som fortsætter de næste dage eller år.

EPILOGEN OM EN BEGYNDELSE

Efter at have skabt forestillinger med mennesker i Bangladesh, Thailand, Sydafrika, Moldova, Brasilien, Malaysia, Indien mm. er det tydeligt for os hvor væsentligt det er at skabe møder med verden.
Lige nu står vi overfor en ny begyndelse hvor vi i langt højere grad i fremtidige produktioner vil samarbejde med andre internationale kunstnere og mennesker vi aldrig har mødt. Vi tror på at et udsyn til verden vil give os et indblik i os selv og at vi med det indblik skal forstå mange af fremtidens store udfordringer.

Vi vil forhåbentlig fortsat udfordre os selv og udfordre vores publikum. Og så vil vi udfordrer den måde vi ser på hinanden og vores egen plads i verden.

Vi tror på at teatret ingen grænser har.

INTRODUKTION

FIX&FOXY er et internationalt kompagni med base i København, Danmark. Vi vil gerne se os selv som et sted hvor forskellige kunstnere mødes og skaber nye, anderledes forestillinger om verden og menneskene i den. For at fortælle noget om hvordan vi arbejder og tankerne bag, vil vi med HOSTAGES OF ME invitere dig ind i vores historie og give dig plads på første række til nogen af vores forestillinger, for alt hvad vi tænker er tæt forbundet med vores historie og vores praksis.