Guldfeber
Frit efter Charlie Chaplin
Hvem var de, de små mennesker der ravede rundt i Alaskas ødemark på jagt efter guld dengang i 20’erne? Inden du kommer med for mange bud på billedet af guldgraveren som en håbefuldt kæmpende optimist med en drøm at varme sig ved, så lad os afsløre: de var for hovedparten turister, der var kommet for at få sig et godt grin over de andre guldgravere. Når en forhåbningsfuld, fattig stakkel havde kæmpet sig ud i den fjerneste afkrog for at lede efter guldstøvet, sad der i forvejen et par turister og morede sig over ham som over en abe i et bur.
Det ville vi også prøve: at grine alt hvad vi kunne ad andres drømme! Kan man tillade sig det? Og er det til grin at drømme, hvis det er usandsynligt, at drømmen overhovedet kan gå i opfyldelse?
GULDFEBER havde en spastisk, ordblind, muslimsk andengenerationsindvandrer i hovedrollen som vagabonden, der tusser omkring i Klondykes bjerge og mod alle odds ender med guldet og pigen.
Chaplin-filmen er en hjerteskærende komedie – eller et drama, der klovner sig frem mod sin lattervækkende afslutning. Forestillingen derimod var et overgreb. Vi havde en vagabond med spastiske lammelser. Og ham lod vi gennemleve en historie om en mand, der får det hele til sidst.
Ingen kan vide, om Amir Becirovic opnår, hvad han drømmer om. Men i forestillingens halvanden time viftede vi ham om næsen med den store lykkelige slutning og tog ham igennem alle historiens strabadser. Vi tæskede ham, nedkølede ham, satte ild til ham og tvang ham til at spise en sko.
GULDFEBER handler om vores lyst til gode historier og om, hvor meget vi har brug for andres dårlige udgangspunkt for at få den helt rigtige slutning. Som andre af vores forestillinger er denne skabt over vores fascination af Hollywoods evne til at være medrivende og nedladende over for virkeligheden på én og samme gang. Det er en forestilling, der lever af at være underholdende og dybt uetisk på samme tid.
GULDFEBER spillede 06.11.2010 – 27.11.2010 på NyAveny i København.
Medvirkende Amir Becirovic, Sigrid Kandal Husjord, Daniel Norback, Søren Poppel
Instruktion og manuskript Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi Sigurður Óli Pálmason
Lysdesign Raphael Solholm
Lyddesign Emil Bøll
Grafik/foto Søren Meisner
Backstage
Sigrid Kandal Husjord var en af skuespillerne i forestillingen. Hun har skrevet følgende om GULDFEBER:
“Da vi øvede til Guldfeber, skulle vi genskabe/inspireres af kendte, som skulle blive rollerne. For eksempel var mine to roller Black Larson og Georgia, der jeg var blaxploitation ikonet Pam Grier som Black Larson og Marylin Monroe som Georgia.
Jeg havde en fest med at se alle blaxploitationfilmene med Pam Grier og alle filmer med Marilyn Monroe. Og ennu mere fest at lege med rollerne på gulvet.
Det var så fedt at lage og spille den forestilling, hele holdet var super dyktige og søde. Der var så mange sjove elementer, som da vi lå på gulvet og spillede nytårsparty, bag en væg med et kamera i loftet, og publikum så os på en skjerm sammen med hovedpersonen som ikke fik være med. Og lydeffektene som blev lavet live i en lille bule lige på scenen i damesiden.
Hvis jeg husker ret var det en aften vi spillede at jeg ikke var helt rask, og havde en spybøtte stående i lydeffektbulen. Husker ikke om jeg fik brug for den.
Første gang jeg møtte Tue Biering, var på cafeen på NyAveny Teater, som det het der i 2010. Han havde inviteret mig til en samtale da han havde mig i tankene til forestillingen Guldfeber. På et tidspunkt i samtalen spørger han mig om jeg nogen ganger har ønsker at være eller at spille en superhelt. Det var super mystisk syntes jeg, da jeg lige dagen før havde tænkt at jeg er en slags superhelt. Jeg tenker mig om, og lurer på om jeg skal sige det, ser mig rundt om nogen hører mig, så lener jeg mig forsiktig over bordet og siger hemmelighetsfuldt – “jeg er faktisk en superhelt.”
Vi kikker hinanden lige i øynene og jeg kan se han kikker lidt merkelig på mig, han bliver lidt usikker og fassineret på samme tid.”
På billederne ses:
Skuespiller Sigrid Kandal Husjord
+
Uddrag fra manuskriptet
