Pretty Woman A/S

Backstage

Ideen med PRETTY WOMAN A/S var enkel: Vi ville lade publikum blive en del af forestillingens problematik. De skulle hver aften købe en prostitueret for at spille teater for dem. Samtidig ville vi lade en prostitueret repræsentere sig selv i stedet for at lade en skuespiller være stand-in.

Herfra blev alting som sædvanligt meget mere kompliceret. 

Vi havde et ret stærkt koncept, men kæmpede for at finde ud af, hvordan forestillingen skulle udspille sig. Hvad skal publikum se på? Hvilken rolle skal den prostituerede, som publikum er med til at købe, spille? 

Vi søgte i litteraturen og i manuskripter, hvor køb af sex er en del af historien. Der er mange, men problemet var, at materialet ikke er særlig kendt, og vi havde brug for noget genkendeligt, noget som vores koncept kunne læne sig op ad. Filmen Pretty Woman (1990) burde have været indlysende, men det var faktisk mere en tilfældighed, som stod nederst på vores liste. For os var det første gang, vi brugte en film som direkte model til en forestilling. Ikke desto mindre gav det mening med det samme. Pretty Woman er en af de film, de fleste har et forhold til, og de fleste af os kan spille scener af den i vores indre biograf. En grinende, for det meste ubekymret Julia Roberts, der ganske vist er prostitueret, men mest er en romantisk, livsglad pige, der kan løsne op for en gnaven og desillusioneret rigmand i skikkelse af Richard Gere.

Vi byggede vores eget lille teater af fragtcontainere på Halmtorvet, midt i prostitutionsområdet i København. I containeren indrettede vi hotelværelset, der er den primære location i Pretty Woman.

Fra den første prøvedag var det utroligt effektivt at lade Vivian Ward, Roberts’ karakter fra Hollywoods storfilm, møde reality-versionen: prostituerede kvinder, som regel med alvorlige misbrugsproblemer og en heftig baggrund af seksuelt misbrug. Med stor hjælp fra en tidligere prostitueret samlede vi et cast af forskelligartede kvinder, som alle fik en enkelt prøve, hvor de lærte at bruge et “in-ear”-system, hvor en skuespiller fortalte dem alt, hvad de skulle gøre og sige. Ironisk nok elskede de fleste af de involverede kvinder filmen Pretty Woman. Nogle af dem var endda startet som prostituerede, fordi de havde set netop den film.

Hver aften genindspillede en af kvinderne sammen med et lille hold skuespillere scenerne fra Pretty Woman. Efter en time forlod hun hver aften vores teater for at fortsætte sit liv på gaden.

Vi havde en strategi om udelukkende at køre historien om vores forestilling i én stor avis, men det blev afsløret, så et tabloidblad pludselig publicerede en helsidesartikel om tvivlsomme teaterkunstnere, der køber prostituerede for statens penge. Efter 24 timer ringede journalister fra alle danske medier, og snart fulgte CNN, BBC, tysk presse … Vi befandt os godt i rollen som skurkene og valgte ikke at kommentere, og historien fortsatte. Så politikerne begyndte også at tage stilling til det. Nogle udtalte, at det var uansvarligt, og at det var at udnytte og afsløre svage mennesker, som ikke selv var i stand til at vælge.

Da vi fortalte de involverede kvinder om denne beskrivelse, var de rasende, de ønskede ikke at blive set som svage eller ude af stand til at vælge. De valgte flere gange om dagen nogle meget mere grænseoverskridende situationer. De var trætte af, at velmenende beskyttere talte ned til dem.

En af de involverede kvinder fortalte, at det, der gør mest ondt, er folk, der går forbi sådan en som hende på gaden og lader som om, hun ikke eksisterer.

Det, hun sagde, var ret afgørende, og har lige siden været baggrunden for meget af det, vi senere har lavet. I mange efterfølgende forestillinger har vi vendt blikket mod mennesker, vi normalt ikke ser på, og tvunget os selv til at se dem lige i øjnene.

Med PRETTY WOMAN A/S følte vi, at vi havde skabt noget meget større end teater. Vi havde ikke plads til et stort publikum i vores lille midlertidige containerteater. Utroligt mange kendte dog til produktionen, da den blev diskuteret i alle medier i ugevis, og de fleste af dem skulle tage stilling til, om det var ok at købe et andet menneske – i dette tilfælde at spille Vivian Ward i en teaterforestilling. Det var en absurd og interessant diskussion, som afslørede prostitutionsspørgsmålet på en fornem måde.

Vi havde ikke ændret verden, men vi havde genvundet lysten og troen på, at vi kunne skabe nogle møder mellem publikum og nogle af de mennesker, vi sjældent lægger mærke til i det virkelige liv på en scene.

Egill Palsson, skuespiller i PRETTY WOMAN A/S:

“Der er mange ting, jeg husker fra denne forestilling, som er den mest krævende og givende forestillingen, jeg nogensinde har været med om at lave. 

Jeg vil aldrig glemme den første dag, vi fik en kvinde til at prøve på rollen.

Scenografien var ikke færdig, og vi står i vores containerrum på Halmtorvet og skal prøve teknikken med “in ear” med hende. Kvinden kom lige fra gaden. Hun var så sønderslået, at vi alle fik et chok. Hun var så slidt og paranoid og samtidig stærk. Et såret menneske, eller resterne af et menneske. 

Vi gik i gang med en cirka 15 minutter lang prøve med hende, hun fik øreapparatet på plads, og vores skuespiller Anders og hun skulle spille en scene. Hun havde aldrig prøvet det før. Hun stopper og siger, at ingen skal røre hende. Hun er bange for, at hun kunne have hepatitis B. Anders bliver ikke bange, han bevarer roen. 

Efter vi er færdige, kommer kvinden ud af scenografien. Hun græder, så tårerne flyder ned ad kinderne på hende.  Vi bliver bekymrede for, hvad der er sket. Er hun ok? Hun fortæller os, at ingen – ingen – har set hende ind i øjnene i mere en 10 år, sådan som Anders gjorde. Som et menneske! 

Vi bad hende komme tilbage dagen efter for at prøve hele forløbet. Opløftet sagde hun, at det ville hun gøre. 

Hun kom aldrig tilbage, hun blev myrdet af sin “kæreste” (alfons) den nat.”

På billederne ses:
Behind the scenes fra containerne på Halmtorvet. Tue Biering, Jeppe Kristensen, resten af holdet bag samt nogle af de medvirkende