Nyhed

FIX&FOXY og Bikubenfonden indgår strategisk partnerskab


-

Vi er stolte over at kunne fortælle, at FIX&FOXY og Bikubenfonden har indgået et strategisk partnerskab, hvor Bikubenfonden de kommende år vil bidrage med viden og økonomisk støtte til udvidelsen af vores organisation og styrke udviklingen af vores fremtidige forestillinger.

I vores partnerskab ligger en fælles ambition om at etablere FIX&FOXY som et internationalt teaterkompagni, hvor vi fra vores base i København vil skabe scenekunst sammen med kunstnere fra hele verden.

Det arbejde er vi allerede godt i gang med; blandt andet lavede vi i 2019 vores take på en western, Dark Noon, med skuespillere fra Sydafrika, og under den første coronanedlukning skabte vi Avatar Me, hvor publikum hjemmefra kunne styre skuespillere i lande som Malaysia, Indien og Moldova. Vores forestillinger har været vist i Paris og London, og til maj spiller Avatar Me under Festspillene i Bergen, Dark Noon er i juni på Asphalt Festival i Düsseldorf, og Rocky! skal med på Edinburgh Festival Fringe til august.

”I kraft af vores nye partnerskab med Bikubenfonden kan vi nu skabe bedre rammer for at udvikle os og tænke mere langsigtet. Bikubenfonden ønsker at bidrage til København som et internationalt centrum for scene- og billedkunst, og jeg ser det som en kæmpe mulighed for os, at vi skal være med til at udvikle nye formater og samarbejdsformer indenfor scenekunsten” siger Tue Biering, kunstnerisk leder, FIX&FOXY.

Du kan læse mere om partnerskabet her.

Vi glæder os meget til samarbejdet.