Premiere 5. november 2022

HOMEPARTY

Et socialt teaterspil


5. november 2022 - Herefter kan forestillingen opleves, når det passer dig - Forestillingen er en audiowalk i dit eget hjem.

Hvor kommer de stemmer i dit hoved fra, der siger, at nu skal du gøre sådan, nu skal du gøre sådan og sige sådan – og nu er det bedst at tie stille? Hvad hvis det var nogle andre stemmer? Hvem ville du så være?

Forestillingen HOMEPARTY er, hvad den siger, den er: Et klassisk homeparty med en vært eller værtinde, en gruppe inviterede gæster og et fælles formål, som alle tror, de kender, men som alle prøver at påvirke i deres egen retning. Og alle bliver manipuleret af den ene høretelefon, de har i øret, indtil de ender et helt andet sted, end de havde troet, de ville. Når værten har sat aftenen i gang, bliver deltagerne gennem høretelefonen instrueret i, hvad de skal gøre, hvad de skal sige, hvordan de har det. Snart begynder homepartyet at køre af sporet: Hvad skal I ude i køkkenet? Hvorfor bliver der flyttet rundt på tingene? Hvad skete der med ham, der gik på toilettet, og er der mere boblevand, for det har vi brug for! Vi skal danse!

HOMEPARTY er en forestilling, hvor publikum spiller sig selv. Ikke grænseoverskridende, snarere eftertænksomt. Selv når I tager høretelefonerne af og taler sammen til sidst, ved I, at I stadigvæk gør det, I er blevet instrueret i.

HOMEPARTY er en audiowalk for 4-9 deltagere i dit eget hjem, og hvis der har været nogen form for automatpilot i dit liv, bliver den overtaget, så længe forestillingen varer.

Instruktion og koncept: Fix&Foxy
Produceret af: BaggårdTeatret
Varighed: 60 min.
Sprog: dansk – og efterfølgende i en engelsk version
Foto: Bobby Mandrup

Info om billetter og adgang vil løbende blive opdateret på hjemmesiden.