Verdens bedste forestilling

18. - 25. juni 2011

Betty Nansen Teatret, Edison scenen

Femten skuespillere kæmper sig frem i et grandiøst forsøg på at lave netop verdens bedste forestilling med alt, hvad en sådan må indebære. Fra verdens bedste begyndelse til verdens mest rørende slutning, fra fødsel til død, fra ekstreme banaliteter til storslåede højdepunkter. Verdens Bedste Forestilling er en sammenfletning af tableauer, musik, skæve historier og stunts, der på sin egen akavade og ironiske facon bliver et spejl på vores liv og vores forsøg på at få det hele med, på den helt rigtige måde, inden det er for sent. Over et halvt år lavede vi Verdens Bedste Forestilling sammen med Glad Teater. Glad Teater er en teaterskole for skuespillere med funktionsnedsættelse, der med denne forestilling sendte sit første kuld ud i virkeligheden og tilmed overgik til også at være et producerende teater.

Forestillingen er udviklet sammen med de 15 skuespillere, som stod på scenen. Mission: ikke at lave en afgangsforestilling, ikke at lave en handicapforestilling, men en rigtig en af slagsen, verdens bedste for den sags skyld.

Medvirkende Amalie Kliim-Due, Anna Ersbøll Berg Poulsen, Anna Sophie Lübeck, Berit Aagaard Sørensen, Bo Hårdell, Carole Cuisine, Gertrud Magnusson, Kristine Olsen, Mai Vorreiter Jepsen, Ragna Huse, Rune von Würden, Sanjin Fischer, Sara Johansen, Siri Friis Vikeså, Troels Holstein Madsen
Instruktion Tue Biering
Manuskript Jeppe Kristensen, Tue Biering og Marie Rosendahl Chemnitz i samarbejde med spillerne
Scenografi og kostumer Marie Rosendahl Chemnitz
Assistent instruktion og manuskript Trine Lavgesen
Assistent scenografi og kostume Franciska Johansen
Lyddesign Thomas Matyjasik
Forestillingsleder Mai Ji
Produktionsleder Loa Haslund Larsen

Produceret af Glad Teater.

Videodokumentationer af vores projekter er tilgængelige for  research, presse og samarbejdspartnere. Kontakt: mail@fixogfxoy.com.